Alice Rasmussen Gæsteudstiller

Jeg hedder Alice Rasmussen, bor og har værksted i Kerteminde, og kalder mig selv glasmager.

Jeg har altid tegnet, malet, modelleret, men først da jeg blev introduceret til arbejdet med glas blev jeg for alvor grebet, og jeg har nu arbejdet med det i næsten 20 år – de første ti år som en sporadisk hobby men nu som et seriøst kunsthåndværk.

Håndværket

Glas er et fantastisk materiale, som vi som mennesker har været fascineret af gennem flere tusinde år.

Farverne, gennemsigtigheden, formbarheden og talrige metoder tages i brug når man arbejder med glas, og muligheden for at kombinere metoderne og selv finde på nye giver uanede potentialer.

Men det er ikke et let materiale at arbejde med. Udover glasset kræver det en mindre maskinpark. Det mest vigtige er ovnen, der skal kunne varme op til 1000 grader, og så skal man bruge forme, værktøj til slibning, savning, boring, sandblæsning  og meget, meget mere.

Jeg var så heldig at kunne leje mig ind på et stort værksted som stod tomt efter at Kerteminde Husflidshøjskole blev nedlagt, men så blev værkstedet også revet ned – og jeg har derfor indrettet mit eget værksted i vores garage.

Den mere teoretiske del af glasmageriet tager det også år at blive bare nogenlunde tryg ved, og helt sikker tror jeg aldrig man bliver, specielt ikke hvis man som jeg elsker at eksperimentere. Brændingskurver, de forskellige farvers smeltningspunkter og dermed glassets indbyrdes reaktioner kan ikke altid styres, men kan give helt uventede reaktioner – både gode og dårlige.

Jeg tror alle glasmagere har prøvet forventningsfuldt at åbne glasovnen blot for at finde revnede, og misformede ”kunstværker”.

Inspriration

Fordi glasarbejde er så stor en teknisk udfordring, har jeg haft stor glæde af at lære af kunstnere fra hele verden. Hvor selvmodsigende det lyder har coronatiden givet helt nye muligheder for at komme i kontakt med de allerbedste uden at skulle rejse verden rundt.

Jeg har specielt lært af og ladet mig inspirere af Amanda Jean Simmons og Bob Leatherbarrow og deres teknikker vedr. fremstilling af vaser og forskellige pulverteknikker. Forskellige ”glasgrupper” på internettet er også altid hjælpsomme, hvis man løber ind i et teknisk problem. 

Når teknikken er på pladsgiver det plads til kreativiteten – og her forsøger jeg ikke kun at gengive naturen men mere  at lade mig inspirere af former og farver og skabe unikke og smukke glasting, som man kan vælge bare at nyde at se på, men som oftest også har en funktion som brugsgenstand.    

Det forunderlige ved glas er at det kan omformes igen og igen – og at det – også når det er gået i stykker kan bliver til noget nyt.  Genbrugstanken alene har givet mig inspiration til at kaste mig ud i mange nye ting, jeg ikke havde kunnet finde på blot ved at arbejde med helt nyt jomfrueligt glas.

 Udfodringer udefra

Bestillingsopgaver er altid spændende – specielt når de udfordrer min tekniske formåen kombineret med glassets begrænsninger. Mit motto er at det vil jeg gerne prøve, selvom jeg ikke ved hvordan. Som regel lykkes det, og selv når jeg må give op har jeg lært nye ting om glassets muligheder. Jeg har altid den aftale, at hvis det ikke bliver helt som det har set ud i kundens hoved er det helt ok, ingen købetvang. 

Udstillinger

Jeg er fast tilknyttet Galleri KIK i Kerteminde, hvor jeg også er en del af Bestyrelsen. Jeg udstiller 2 til 3 gange om året som regel sammen med andre.  

Mine glasting kan også ses og købes i Museumsbutikken på Johannes Larsen Museet i Kerteminde

I den nærmeste fremtid vil jeg udstille i Galleri Q i Svendborg og Filosofbygningen i Odense.

Kontakt

Alice Rasmussen

mail alra.kerteminde@gmail.com 

tlf. 23335296